Nydning

Det er alt, alt for længe siden jeg har fået taget mig tiden til at lave et nyt indlæg.
Og det er egentlig en skam, for der er sket store ting de sidste uger.
Vi har fået gulv.
Vi har fået en ny måde at bevæge os på i huset.
Alle bør undvære gulvet i et år - det er SÅ fedt at få det igen.
Og i stedet for at få taget mig tiden til at lave et indlæg og vise jer billeder af herlighederne, har jeg brugt tiden på at nyde.


Jeg nyder at nuldre mine bare tæer i de smukke gamle tæpper jeg har arvet fra min farmor, og jeg nyder tanken om alle de gange hun har nydt at nuldre sine bare tæer i dem.
Jeg nyder at sidde ved mine oldeforældres spisebord og gætte på hvad historierne bag de mange mærker og ringe fra glas mon er.
Jeg nyder at se mit barn have plads til at gynge på den gyngeElefant min far byggede til min bror og jeg da vi var små.
Jeg nyder at sidde blødt i en sofa og ikke kun ret op og ned på en køkkenstol.
Jeg nyder at have mere gulv der kan gøres rent (wtf?!).
Jeg nyder at gå fra rum til rum, og at måtte sige "jeg kan ikke lige høre dig" til Kristian fordi han ikke er på de samme ti kvadratmeter gulv som jeg.
Jeg nyder at se hvordan solen bevæger sig henover gulvet og de hvide vægge i løbet af dagen.
Jeg nyder at have plads til at køre om kap med min dreng til jeg får ondt i måsen af at sidde på en forvokset mariehøne på hjul.
Jeg nyder at åbne og lukke vores nye hoveddør og lyden af hvor godt den lukker i.
Jeg nyder glæden i mit barns øjne når han løber rundt om skorstenen og gemmer sig i hjørnerne - bare fordi han kan.
Jeg nyder at sætte gamle skabslåger fra gården i stand og vide at de endnu en gang bliver behjælpelige med at gemme på sko, rod og julegaver.

Og ikke mindst nyder jeg at hverdagen er fuld af de her små nydninger, når hverdagen også er fuld af træthed der sniger sig ind i knoglerne, tunge arme der kræver mere end almindelig overtalelse og savn af venner og familie jeg sådan glæder mig til at se igen.

Det er SÅ fedt at have gulv igen.